Formandens beretning – Seden Borgerforning 

Traditionen tro bød General forsamlingen 2026 på Formandens beretning. Var du ikke tilstede, så kan du læse den her.

Dennis Karlsen - formand i Seden Borgerforening (Foto: John G. Pedersen)
Dennis Karlsen – formand i Seden Borgerforening (Foto: John G. Pedersen)

Allerførst vil jeg byde jer alle velkommen til dette års generalforsamling, så tak til alle jer, der er mødt op.  Det er jo vigtigt med god opbakning til den årlige generalforsamling – og selvfølgelig også til de øvrige arrangementer hen over året.

Hvad er der så sket i 2025?  Ja, det har været et godt år for borgerforeningen med nogle gode oplevelser for medlemmerne, og der har været god opbakning og positiv respons, når vi har været på diverse ture.

I løbet af året har vi afholdt 8-10 bestyrelsesmøder. Det første var den 27. januar, hvor regnskabet blev gennemgået, så det var klar til generalforsamlingen 2025. Herudover skulle vi have alle detaljer på plads i forbindelse med udgivelsen af medlemsbladet, som skulle uddeles efter generalforsamlingen.

Som I måske har bemærket, har vi denne gang valgt at få delt bladet ud FØR generalforsamlingen, så I allerede nu kan se, hvad der er af arrangementer i 2026.

Næste møde var den 12. februar, hvor vi fik lavet en aftale om at støtte Fjordager IF Høstfest, så de fik en annonce i vores blad. Der var enighed om, at borgerforeningen skulle bakke op om arrangementet.  Det blev en super god høstfest med ca 350 deltagere. En stor del af gæsterne havde man måske ikke set i mange år, så det var virkelig sjovt at møde dem i festligt lag.

Den 17. marts afholdes næste møde med bl.a. gennemgang af økonomien. Herudover drøftede vi Odense Sommerrevy, og der var enighed om ikke længere at sælge billetter gennem borgerforeningen, da salget havde været begrænset. Vi har erfaret, at mange af vores medlemmer har tradition for at tage ud og se revyen i andre sammenhænge med venner og familie.

Så er vi kommet til foråret, hvor vi holder møde den 22. april. Økonomien ser fin ud, og vi kommer godt i gang med at se på, hvad der skal ske i år 2026. I år 2025 måtte vi aflyse en tur til Langelandsfortet på grund af for få tilmeldinger. På baggrund af erfaringerne herfra blev vi enige om at ændre på reglerne om betaling således, at betaling først skal ske ved sidste tilmeldingsdato. Altså, hvis I melder jer til en tur i god tid, skal I ikke betale før datoen for sidste tilmelding.

Mødet den 2. juni var igen et møde, hvor vi arbejdede med at få vores ture til år 2026 på plads. Der er mange ting, der skal falde i hak i den forbindelse, men heldigvis er det en god bestyrelse, hvor vi er gode til at hjælpes ad.

I stedet for den aflyste tur til Langelandsfortet var der enighed om i stedet at arrangere en hyggeaften med krolf og grill. Det blev en fantastisk aften, som vi vil gentage i 2026, som I kan se af medlemsbladet. På samme møde blev vi enige om at sige nej tak som hjælper til HCA maraton, da vi ved, at FIF er den store aktør med masser af frivillige. Så lad FIF tjene de penge.

Den 4. august var der endnu et møde, hvor vi fik lagt sidste hånd på programmet for 2026, og der blev sat priser på de fleste af turene.

Til å-fart turen var vi så heldige at få Palle Brugs til at synge og Niels Mertz til at spille på harmonika. Det var en super dag med mange deltagere til å-fart og spisning på Carlslund.

Til Skt. Hans aften var der ingen krav om tilmelding, men der var masser af deltagere til bålet, hvor der kunne købes grillpølser m.m. Vi var så heldige, at Jan og Susanne stod for salget, og overskuddet på ca. 800 kroner blev doneret til Mindelunden. Stor tak til Jan og Susanne!

Næste møde blev afholdt den 17. september, hvor de sidste aftaler ang. turen til travbanen kom på plads. Der var mange tilmeldte, og alle havde en dejlig dag med rundvisning ved staldene og efterfølgende god mad i restauranten.  Der var også mulighed for at spille på hestene. Det var da meget sjovt, men uden overskud.

På mødet den 17.9. blev vi også enige om at sende mails ud til sponsorerne ang. annoncer og regninger, hvor vi før hen selv gik ud for at aflevere regningen.

Den 21. oktober er et møde, hvor vi skal være helt sikre på vores ture og arrangementer i 2026, så vi kan få sendt materialet til John og Lene, som er så venlige at hjælpe med opsætningen af vores flotte blad.  En STOR tak til John og Lene for det flotte arbejde! Det er en fantastisk hjælp!

Så er vi nået til den 12. november, hvor vi mødes for at få juleturen på plads med hensyn til fordeling af de forskellige opgaver.  Hvem sørger for hhv. kaffe, rundstykker, pålæg, morgenbitter, glas, servietter m.m. – bare for lige at nævne nogle af de ting, vi sørger for, inden vi kan komme afsted.

På årets sidste møde den 24. november havde vi en god gennemgang af vores regnskab, som stadig ser rigtig godt ud, og alt stemmer med banken. Herudover var der korrekturlæsning på vores flotte medlemsblad – det skal jo helst ikke udkomme med for mange fejl.

Til sidst vil jeg takke vores sponsorer, der er med til at holde liv i vores borgerforening og det flotte blad – så støt vores annoncører, for de støtter os.

Tak til bestyrelsen for et godt samarbejde og tak til alle vores medlemmer, som bakker op om vores tiltag. Jeg mener, det er så vigtigt, at vi kommer hinanden ved og har det godt socialt.

Skriv en kommentar

Filed under Nyheder

Der er lukket for kommentarer.