Bestyrelsen i Seden Borgerforening takker for et godt år. Her kan du læse formandens beretning fra den afholdte generalforsamling.
Det tegner på nuværende tidspunkt rigtig godt, og vi tror, vi igen i år kan sætte rekord. Til dette års ordinære generalforsamling er der tilmeldt 77 personer.
Vi i bestyrelsen er også meget godt tilfredse med både det øgede antal af medlemmer og annoncører. Vi er tæt på en fordobling af begge dele på få år.
Årets gang 2016
Året i Seden Borgerforening starter altid med vores generalforsamling. Sidste år var dette torsdag den 11. februar 2016, hvilket altså stort set er præcis et år siden.
Allerede inden generalforsamlingen har bestyrelsen afholdt to møder. I løbet af året afholder vi omkring 12-14 møder. De fleste i efteråret.
Loppemarked – søndag den 13. marts 2016
Vi har haft afholdt loppemarked i Fjordagerhallen nogle gange, men dette er desværre blevet stoppet, da vi ikke må afholde det længere. Grunden til dette er, at hallen ikke må bruges til sådanne arrangementer.
Grill, minigolf og krolf – torsdag den 16. juni 2016
Dette synes vi er et rigtigt dejligt og billigt arrangement, hvor de lokale faciliteter også tages i brug. Vi nyder det alle, og synes det er rigtigt hyggeligt og afslappende.
Nygårds Afrika museum – lørdag den 10. september 2016
Blev desværre aflyst.
Vinsmagning – torsdag den 6. oktober 2016
Dette arrangement trak ”mærkeligt” nok fuldt hus. Vi kan godt forstå Jer, det er altid hyggeligt og lækkert at smage nogle dejlige vine. Efter to timers tid, hvor vi havde smagt en 7-8 vine, så var alle meget sultne. Heldigvis var Fjordagerslagteren vært med et lækkert pølsebord.
Tysklandstur med julehandel og julefrokost – lørdag den 26. november 2016
Vores Tysklandstur, som inkluderer julehandel og julefrokost plejer altid, at være en super dejlig dag. Men vi må sige, at det var skuffende i 2016. Vi var ikke første prioritet på Schackenborg Slotskro, samt oplevede en meget dårlig betjening.
Odense Sommerrevy
Den 21. maj var der plads og mulighed for et ikke programlagt arrangement. Der var en tur i Odense Sommerrevy. Dejligt med flot opbakning.
Jul i Seden
Der blev desværre ikke afholdt ”Jul i Seden” i 2016. Det er vi i bestyrelsen rigtig kede af. Grunden til dette er, at de unge ildsjæle, der havde stablet arrangementet på benene, valgte at trække sig fra arrangementet.
Vi i borgerforeningen blev alt for sent gjort opmærksomme på dette og kunne desværre ikke nå, at planlægge det.
Vi har dog tidligere haft hjulpet med arrangementet med lidt økonomi, samt opsætning af juletræet foran Fjordagerslagteren. Dette valgte vi også at sætte op i 2016 og vil gøre fremadrettet.
Foruden ”Jul i Seden”, så stiller bestyrelsen deres hjælp (hænder og tid) til rådighed ved Fjordager Idrætsforenings juletræsfest, som afholdes i Fjordager Hallen. Vi har dog intet med planlægning eller andet af denne at gøre.
Formandens egne ord
Jeg er stolt af, at være en del af Seden Borgerforenings bestyrelse. Vi er en homogen flok, der arbejder seriøst på, at foreningen består og der bliver lavet nogle interessante og ikke mindst hyggelige arrangementer til medlemmerne.
Det er jo sådan i dag, at der ikke er det helt store behov for nye tiltag, som der var for 54 år siden, hvor foreningen blev stiftet. I 1963 var området uden fjernvarme, børnehaver, lysregulering ved Kertemindevejen, Idrætshal m.m.
Dog går vi og pusler med forskellige småting, der kan være en hjælp for beboere i området. Vi kunne blandt andet godt tænke os, der blev opsat søjler/skabe på nogle strategiske steder, så beboerne kunne læse hvad der sker af forskellige ting. Ikke kun ting i Borgerforeningen, men også andre foreninger/institutioner i området skulle kunne bruge disse til opslag.
Vi er meget interesseret i forslag, input og idéer om, hvordan vi griber det an. Og altså om det kunne have Jeres interesse.
I er også altid velkommen til, at rette henvendelse til en af os i bestyrelsen, hvis I har noget på herte, som I synes vi skal prøve at arbejde med.
Vi håber, at der også i år er opbakning til programmet og de forskellige arrangementer. Priserne på turene kan holdes nede, da Borgerforeningen giver et tilskud til næsten alle turene.
Vi glæder os til, at se forhåbentlig rigtig mange af jer i løbet af året.
Til slut – tusinde tak til bestyrelsen for et godt 2016. Uden jer tør jeg ikke tænke på, hvordan det ville være.
Susanne Arvad
Formand – Seden Borgerforening